Efter pokalopgøret mod Esbjerg fB har Fodboldens Disciplinærinstans givet FC København en bøde på 50.000 kroner. Under kampen blev der affyret i alt 70 romerlys fra tilskuerrækkerne, heraf 40 umiddelbart inden anden halvlegs start, hvilket udløste en afbrydelse på to minutter. Som konsekvens bliver Nedre Sektion 12 lukket, når FCK møder Viborg FF i semifinalen den 11. februar. Klubben tager kraftigt afstand fra episoden i en udtalelse på sin hjemmeside.
Esbjerg fB straffes samtidig med en bøde på 20.000 kroner, efter at der blev kastet 16 ølkrus og affyret fire romerlys. Begge klubber har 14 dage til at anke afgørelsen.
