FC København står midt i en åbenlys krise, og bestyrelsen har svigtet fansene fuldstændigt. Foråret har givet ren nedtur, top-6 er ude, og den seneste kamp vidner om, at alt ser katastrofalt ud. Sæsonen kan stadig reddes ved en pokaltriumf, men troen hos de fleste FCK-fans er knust. Spillet fungerer ikke, spillerne fremstår nedslåede, og træneren er yderst frustreret; sidste sæsons mesterskab + bolde er langt væk. Førstemanden i skudlinjen er Sune Smith Nielsen, der efter fire transfervinduer får fyret som sportschef, mens ungdommen sælges og erstattes af eksotiske navne, uden at nogen tager ansvaret i krisetiderne. Lønnen tikker ind, og kampdagene skal bare overstås. Midtbaneschefen Thomas Delaney kæmper en ensom kamp for at puste liv i et multikulturelt mandskab uden effekt. Der er stadig en teoretisk udvej: en pokalturnering, der giver Europa League-billet, eller måske playoff til Conference League, som kunne være den sidste chance — men alt peger mod et totalt sammenbrud. Og det står jo i skærende kontrast til Lars Seiers ord om et FCK som Nordens Porto; hvis ambitionerne skal realiseres, kræves en helt ny, stram strategi for køb, salg og spillere. De portugisiske storklubber følger allerede den type klare planer; det gør FCK ikke. Fansene har gennem årene været vant til resultater i Parken, men i øjeblikket står tusinder af FCK-fans og spekulerer på, om vinderånden længere eksisterer i deres klub. Seiers offentlige løfter virker nu for sent; sådanne udmeldinger er ubrugelige i krisetider og bør ikke komme til udtryk, når forløbet er så hængerammende. Ambitionerne må forankres i gode tider, ikke i krisetider, hvis målet skal holde vand. Lige nu udløses ildebrande, og hvilken skade der reelt er sket, får vi at se i forårets bund-6 kampe i Parken.
